Fakta
- Forstoppelse er almindeligt blandt børn
- Symptomerne er, at afføringen kommer sjældent og gør ondt
- Hyppige årsager til forstoppelse er:
- Dårlige afføringsvaner
- Fiberfattig kost
- For lille indtag af væske
- Manglende fysisk aktivitet
- Ændrede kost- og afføringsvaner afhjælper forstoppelsen hos mange børn
- Nogle børn skal have afføringsmidler, og enkelte skal have udtømt tarmen
Hvad er forstoppelse?
De fleste børn over 1-årsalderen har afføring 1-2 gange dagligt. Hvis det er sjældnere og er et problem for barnet, regner man det som forstoppelse.
Hvad er symptomerne på forstoppelse?
Symptomerne på forstoppelse er sjælden og/eller smertefuld afføring. Derudover kan barnet have ondt i maven, vandladningsproblemer, dårlig appetit og dårlig trivsel.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Du skal være særligt opmærksom, hvis der konstant siver tynd afføring. Det kan være tegn på forstoppelse.
Hvorfor får man forstoppelse?
Hos nogle børn kan man ikke finde klare årsager til forstoppelsen. De hyppigste forklaringer er:
- Dårlige afføringsvaner
- For lidt fiber i kosten
- For meget mælk
- For lidt fysisk aktivitet
- Modvilje mod at gå på toilettet
- Rifter i endetarmen, så det gør ondt at have afføring
Man kan også få forstoppelse ved feber, under rejser og ved dårlige toiletforhold.
Hvilken behandling er der?
De allerfleste tilfælde af forstoppelse hos børn kan behandles med enkle råd om kost og gode afføringsvaner.
Nogle børn har brug for afføringsmiddel i en periode, og nogle få har brug for først at få tømt endetarmen.
Gode afføringsvaner
Børn fra 4-årsalderen, der har forstoppelse, skal have indarbejdet faste afføringsvaner. Hvis barnet ikke har nogen rytme for, hvornår det har afføring, skal dette indøves:
- Få barnet til at gå på toilettet hver dag 20 min. efter 2 eller 3 af hovedmåltiderne
- Barnet skal tage sig god tid, sidde godt og afslappet på toilettet i minimum 10 min.
- Barnet skal eventuelt sidde med fodstøtte, samt en bog eller anden underholdning
- Toiletbesøget skal være en positiv oplevelse
- Undgå at toilettræningen føles som tvang og bliver forbundet med skældud. Giv hellere "belønning", når barnet har lavet afføring i toilettet
Hvis barnet og tarmen bliver vant til denne regelmæssige rutine dag efter dag, begynder tarmen at samarbejde. Det er den vigtigste forudsætning for problemfri afføring.
Mere fysisk aktivitet
En vigtig årsag til forstoppelse er, at barnet ikke bevæger sig nok. Det har en gunstig virkning på forstoppelsen, hvis barnet er mere fysisk aktiv.
Grov og fiberrig kost
Børn bør lære at spise grovere kost, mere frugt og flere grøntsager. En grov og fiberrig kost gør, at mere af føden når ned til tyktarmen. Dette er slagger, og det udgør størstedelen af afføringen. Rigeligt med slagger virker stimulerende på aktiviteten i tyktarmen. Der bliver mere afføring med blød konsistens, som let tømmes ud.
De vigtigste fiberkilder er grove kornprodukter, frugt og grøntsager. Behovet for fibre i kosten er individuelt.
Det er ikke nok at spise groft brød, fordi antallet af skiver, som barnet kan spise hver dag, er for lavt.
Rigeligt med væske
En medvirkende faktor til forstoppelse kan være, at barnet får for lidt væske. Et ekstra glas vand ved flere af dagens måltider kan rette op på dette underskud og have god effekt på afføringens konsistens.
Enkelte børn drikker meget mælk. Her bør man skære ned på mælken og erstatte den med vand.
Et barn på cirka 20 kg skal under normale omstændigheder drikke cirka 1,5 l væske dagligt.
Har barnet feber, mister det væske, og får det ikke ekstra væske, kan det få forstoppelse.
Afføringsmiddel
Ofte er det en god ide at give barnet et mildt afføringsmiddel over en periode på nogle uger. Det er for at få blødgjort afføringen og for at få lettet passagen af afføring gennem tarmen.
Hvis man kombinerer afføringsmiddel med oplæring i gode afføringsvaner og fornuftigere kost, kan det i løbet af kort tid løse problemet med forstoppelse.
Hvis barnet skal bruge afføringsmiddel, anbefaler man blødgørende eller volumenøgende midler, fx laktulose eller polyetylenglykol (movicol). Disse midler holder på vand i tarmen og fører til, at der bliver mere og blødere afføring.