Hvad er ADHD?
Personer med ADHD har en biologisk forstyrrelse i de dele af hjernen, der styrer opmærksomhed, motoriske aktivitet og impulsivitet. Det betyder, at de har svært ved at koncentrere sig og holde opmærksomheden, og de udsætter ofte opgaver. Mange er desuden hyperaktive og impulsive.
Vanskelighederne er i en grad, så det er en væsentlig belastning for trivslen og for evnen til at fungere i forskellige sammenhænge.ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. På dansk hedder diagnosen ´Hyperkinetisk forstyrrelse´. ADD står for Attention Deficit Disorder.
Både børn, unge og voksne kan have ADHD. Forstyrrelsen er man formentlig født med, og den kommer ofte til udtryk i løbet af barndommen.
Hos cirka halvdelen fortsætter den ind i voksenlivet1. Og en del får først konstateret forstyrrelsen som voksne. Har man ADHD, kan det være svært at gå i skole eller have et arbejde, og det kan være svært at indgå i sociale relationer.
Drenge med ADHD er oftere mere hyperaktive end piger. De er urolige og er tit i gang med flere ting på én gang og ofte i et højt tempo. Og de fjoller måske rundt og hører ikke rigtig efter og kommer tit til at forstyrre.
Piger med ADHD er ofte, men ikke altid, mere stille. De er så ikke hyperaktive men uopmærksomme. De har svært ved at koncentrere sig og vil tit sidde og dagdrømme. Den form for ADHD kaldes også ’den stille ADHD´ eller ADD eller ADHD-uopmærksomstype.
Vanskeligheder med opmærksomhed og impulsivitet er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man har ADHD. Men det er vigtigt at søge læge, hvis du – eller dit barn – har symptomer på ADHD, som står på i længere tid.